Spar 30% hos Bekko

Yellow obsession

Jeg har altid været ekstremt farveforskrækket og vores hjem er primært opbygget omkring lyst træ, hvide og grå nuancer. Den seneste tid har jeg dog fået mere mod på at bruge farver i min indretning.
En god måde at integrere farver på kunne være at male en væg, et mindre møbel eller små twists i form af interiør, der let kan byttes ud og gemmes væk efter behov. Derudover er det som jeg tit har skrevet før, en forholdsvis billig måde at forny dig på når du vil afprøve tidens tendenser.
Ligenu har jeg et crush på alt der er gult, offwhite og brunligt. Jeg falder pladask for alt der er gult uanset nuance. Jeg er dog særligt vild med de brændte sennepsgule toner, der giver hjemmet en særlig glød. Det fungerer samtidig virkelig godt i samspil med både lyse og mørke træsorter, så det er nemt at style med de ting vi i forvejen har.
Yellow-by-homehappy
Jeg har samlet en lille inspirations collage med ting jeg umådelig gerne vil have. Faktisk har jeg allerede sikret mig to mini Vertiplants i farven mørk gul og den ‘curry yellow’ quiltede pude fra Pytt Living. For at blive ved puderne, så har vi i forvejen en af de runde velourpuder fra Skriver Collection i grå, men denne gul/brune Amber farve er simpelthen for lækker. Farven går igen på det dråbeformede gulvtæppe fra AYTM.
De næste ting der står på min ønskeliste er de små glasurtoppe fra Kähler, som jeg tippede om i et tidligere indlæg. Der går nogle uger før de er i handlen, men hold op hvor jeg glæder mig til at se dem. En ting jeg helt sikkert også skal have er de brændte gule tekstiler fra Humdakin. Vi har i forvejen en del fra mærket, som vi er ret glade for. Jeg har først lige opdaget de mange fine farver der er kommet på deres viskestykker, karklude og håndklæder. Det er en nem måde at skabe en rød tråd gennem indretningen, da disse kan stråle på badeværelset og i køkkenet, hvilket er to rum der ellers kan være svære at gøre spændende og ikke blot praktiske at bruge.
Hver dag på arbejde sukker jeg over det smukke Lemon print fra Konges Sløjd. Sengetøjet er silkeblødt, bundfarven er beige og citronerne har en virkelig lækker farve. Jeg er næsten sikker på, at jeg en dag er nødt til at have det med hjem. Sidst men ikke mindst, så synes jeg VP lamperne fra &Tradition er fantastiske i farver. Vi har fire af dem i mat hvid, men jeg kunne virkelig, virkelig godt tænke mig nogle i farver på vores repos mod første sal. Ligenu har vi en hjemmelavet lysekrone i form af fatninger med forskellige glødepære i. Jeg må indrømme at jeg er blevet lidt træt af den og længe har ønsket mig tre af disse lamper i forskellige højder eller en helt anden mulighed.

Jeg lover at der snart kommer nogle billeder fra vores hjem med et gult touch, så du kan se hvordan jeg bruger farverne.
Hvordan er dit forhold til farver? ♥

   

2 kommentarer

  • Jeg vil glæde mig til at følge dit hjem få nogle af de fine sennepslignende farver – de er så smukke 💛

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fin collage 🙂 Jeg er også vild med gule og brændte farver! Udover at have en varm glød synes jeg også, at der er lidt retro-stemning over sennepsgul – det kan jeg virkelig godt lide.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spar 30% hos Bekko