24 DAYS OF CHRISTMAS: DAY 23

A new book. 12 chapters. 365 pages.

Jeg bliver altid så sentimental på årets sidste dag. Det forgangne år bliver spolet igennem som en film, ind i mellem rammer den mindeværdige dage der får mig til at trykke på pauseknappen, for at stoppe op et øjeblik og kigge tilbage. Her på årets sidste dag sidder jeg tilbage med et smil på mine læber, i modsætning til sidste år. Jeg skrev dette indlæg den 31. december 2016 og jeg kan ikke selv læse det uden at der triller en tårer over mine kinder. 2017 har budt på langt flere smil og glæder, en stabil hverdag med arbejde og struktur og en ny måde at prioritere vores tid på.
Jeg vil i dette indlæg give et lille kort tilbageblik over mine mest mindeværdige og personlige højdepunkter for 2016, inden jeg vil lave en lille opdatering omkring mine drømme, mål og ønsker for 2018.

Januar startede mildest talt som det værste mareridt og jeg må indrømme at jeg blot en uge inde i året tænkte: Åh nej. Jeg troede noget år kunne blive værre end 2016. Min far var indlagt på sygehuset over nytåret, hvilket i sig selv ikke gjorde starten på året til den bedste. Den 1. januar besøgte vi Caspers mormor og da vi kørte derfra havde vi i underbevidstheden at det blev sidste gang vi så hende i live. Den 2. januar rejste Casper til London for at arbejde i fjorten dage, men allerede den 4. januar måtte jeg ringe ham op med den værst tænkelige besked, nemlig at hans elskede mormor var gået bort og han måtte komme hjem. Puha, det tog ekstremt hårdt på ham og det er aldrig sjovt at se den man elsker være i sorg.
Vi har flittigt besøgt hendes grav det seneste år og det er jeg sikker på vi vil fortsætte med fremover.
Heldigvis vendte det negative sig til noget positivt herfra.
Januar bød på barnedåb for vores niece Laura samt meldingen om, at vi havde endnu et nyt familiemedlem på vej. Vi var på familietur i Lalandia, hvor vi fik grinet og hygget os en hel weekend. I februar fik vi fejret begge hundenes fødselsdag, jeg skrev under på min kontrakt med bloggers delight, startede fuldtid på mit arbejde og vi bookede en rejse til New York.
Foråret fløj afsted uden de store begivenheder og sluttede med en hyggelig weekend i Sea West med mine forældre, som et lille afbræk fra hverdagen. I juni nød vi de få gode sommerdage med lange gåture, aftenture til stranden så hundene kunne bade og grillmad. Juli stod på flere fødselsdage og ringridning, men bedst af alt, min bedste venindes bryllup. Det var den smukkeste dag i juli med høj solskin og den absolut bedste fest jeg nogensinde har været til. Jeg gav Mia en veninde tatovering som gave, hvilket vi fik lavet blot en uge senere.
I august fyldte jeg 26, hvilket jeg ikke umiddelbart synes var særlig fedt. Men man kan jo ikke løbe fra sin alder, man må bare se det i øjnene og næste gang fylder jeg altså 27. August sluttede med den fineste gave, min svoger og svigerinde gjorde os til tante og onkel. Det har været en fantastisk glæde at byde lille Clara velkommen i vores store verden.
Faktisk synes jeg også efteråret er fløjet afsted. Casper og nærmest samtlige familiemedlemmer har haft fødselsdag. Vi har været til barnedåb hos Clara og pludselig var tiden inde til at rejse mod USA. December startede som det mest vidunderlige eventyr i New York. Vi havde en perfekt kærestetur med tid til hinanden, hygge, shopping og oplevelser. Før vi så os om var det blevet jul med traditioner, familietid og nu er vi altså kommet til årets sidste dag.

Hvis jeg skal nævne de små ting, der har gjort mit 2017 endnu bedre, så må det første være at min far er blevet rask. Han har virkelig taget tyren ved hornene og er blevet den bedste udgave af sig selv. Jeg er så enormt stolt af ham og jeg er evig taknemmelig hver eneste dag. Jeg bekymrer mig ikke længere for ham hver eneste dag som i 2016, jeg ved at jeg vil have ham i rigtig, rigtig mange år endnu ♥ Desuden har jeg indgået en aftale med min bedste veninde om at vi skal ses mindst en gang om måneden. Vi bor et stykke fra hinanden og med travle hverdage er det ikke altid så nemt. Men vi har holdt det og jeg nyder det virkelig. Jeg sætter så stor pris på vores venskab og derfor er det vigtigt at pleje hinanden. At vores kærester også kan sammen har bare gjort det endnu sjovere, så de også ind i mellem kan få lov til at være med.
Den sidste ting må være at jeg er blevet mere positiv og har fået mere overskud til dem vi holder af, særligt vores familier og nærmeste venner. Jeg forsøger at tage hver eneste dag og udfordring med et smil. Der er altid noget godt i løbet af en dag og i bund og grund tror jeg, at det netop er min positive tilgang til hver eneste dag der har fået året til at flyve afsted.
2018
Nu er 2017 forbi og her i huset har vi de seneste dage snakket meget om forventninger eller rettere sagt forhåbninger for 2018. Jeg elsker at have noget at se frem til og derfor har jeg lavet en ønskeseddel for det nye år. Denne seddel skal være til inspiration og motivation i hverdagen, så de grå regnvejrsmorgener føles mere overskuelige. Det kan være ting jeg ønsker at opleve, noget jeg drømmer om at købe eller noget jeg gerne vil lære at kunne. Listen er ikke en guide der skal kontrollere mit år, der skal være plads til justeringer og spontanitet. Det jeg ikke måtte nå eller få mulighed for at opnå i år kan bare rykkes til 2019 og skal altså ikke gøre mit år dårligt på nogen måde. De ting jeg ønsker mig er dyre, så det er ikke helt realistisk at alt kan ske i løbet af blot 365 dage.

Jeg vil gerne rejse mindst to gange og meget gerne til byer eller lande jeg ikke tidligere har besøgt. Højt på min liste står en rejse til USA. Jeg vil gerne på roadtrip, men det skal der spares sammen til. Derfor er drømmen for 2018 at rejse til Florida og dase på en sandstrand ved Miami, shoppe og se basketball. Jeg kunne også godt tænke mig at gøre et kort ophold i New York på vejen hjem, det ville være fantastisk at gense byen vi elsker så højt.
Jeg vil også rigtig gerne se noget mere af Europa. Måske handler det i virkeligheden bare om at være spontan og tage på eventyr, frem for bare at sidde herhjemme og drømme.

Jeg vil gerne have en ny tatovering. Den behøver ikke være særlig stor og den må gerne være på mit højre håndled eller i nakken. Jeg har nogle forskellige idéer. Enten en jordklode, ordet family eller teksten there is a beauty in simplicity.

Jeg vil gerne giftes med Casper. Jeg drømmer om det fineste jule/vinterbryllup. Altså mine drømme for vores forhold er ikke små og der kommer hele tiden flere. Vi drømmer om en ny bil, gerne en sort Peugeot 3008. Jeg vil også gerne have en hundehvalp eller købe et hus der skal gennem renoveres, hvor der er plads til et mindst 3 meter højt juletræ. Ellers vil jeg i hvert fald gerne blive bedre til ikke at rode så meget her hvor vi bor nu.

Til sidst og måske en anelse overflødigt, så drømmer jeg om en smuk PH 50 lampe i farven coconut white, et nyt spisebord med sildebensparket og en større sofa i en lysere farve end den vi har nu.

Nu skal mine materielle ønsker lige tages med et gran salt. Det er udelukkende drømme og de kan løbende ændre sig. Når alt kommer til alt, så er det vigtigste for mig at dem vi holder af og vi selv vil forblive både raske og glade. Det et det største og inderligste ønske jeg har for de næste 12 måneder ♥

Tak fordi du har fulgt med i år. Det betyder så meget for mig og giver mig lyst til hver dag at blive bedre. Jeg arbejder hele tiden på at forny mig og være den mest ærlige udgave af mig selv. I januar vil jeg dele mit til dato mest personlige indlæg herinde, en historie jeg aldrig havde troet jeg skulle fortælle, men nu er jeg klar og jeg er spændt på at dele den med jer.
Nu er der blot tilbage at ønske dig og dine et lykkebringende og vidunderligt 2018. Jeg håber at du ligesom jeg giver dig selv plads til at have en masse drømme og til at være glad i hverdagen. Du fortjener det.

Godt nytår!

1 kommentar

  • Tina KH

    Et rigtig godt, nyt, spændende og berigende nytår ønskes du og dine:-)
    Tak for i år og dine mange inspirerende indlæg:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

24 DAYS OF CHRISTMAS: DAY 23