Back to basic

Another year has gone by

Det her indlæg har ikke været let at skrive. Jeg har slettet min indledning syv gange, for ordene falder bare ikke så naturligt, som jeg ellers ville have ønsket dem. Et eller andet sted, så tror jeg altid 2016 vil stå i mine erindringer som det mærkeligste og mest uforudsigelige år. Det har været det dårligste år, men samtidig også det bedste år. Jeg ved ikke hvordan det er muligt, men året har været den vildeste rutsjebane. Det har været et år med enten eller – sort eller hvidt. Intet midt i mellem og derfor bliver dette indlæg også det. I takt med årets sidste timer rinder ud, så vil jeg forsøge at gøre status – på godt og ondt.
Det her indlæg kommer til at blive meget personligt. skaermbillede-2016-12-30-kl-18-51-59.. startede mildest talt forfærdeligt. Vi nåede kun lige at skåle for et nyt og bedre år, før de første bekymringer og sorger meldte sig. Når jeg tænker tilbage nu, så føles det som evigheder siden. Samtidig kan jeg aldrig huske, at et år er forsvundet forbi mig hurtigere. Jeg har set nogle følelser i øjnene, som jeg aldrig havde turde tænke mig til. Andre dage har jeg har grinet og smilet til mine kinder har gjort ondt. En iskold januar aften blev jeg ringet op af min mor, der bad mig køre til Hamborg for at hente min syge far. Jeg sprang i bilen med Casper og kørte ud i vinternatten. I det øjeblik havde jeg aldrig forestillet mig, hvad der ventede mig de kommende uger. Jeg følte mig ansvarsfuld og overbeviste min mor om at rejse afsted med den øvrige familie. Det var jo kun en uge. En uge, der skulle vise sig at blive den værste nogensinde.
Under tre døgn efter fandt jeg min far liggende i entréen i deres hus. Jeg tastede 1 1 2 uden at tøve ét eneste sekund, fik givet informationer til ambulancen og holdt hovedet koldt mens sekunderne føltes uendelig lange. Først i det øjeblik ambulancen kører fra mine forældres adresse og sirenerne tænder kan jeg føle min ubeskrivelige frygt og smerte. Jeg tudbrølede hele vejen til sygehuset – helt alene. Min far blev indlagt og undersøgt. Faktisk havde vi nogle glimrende timer sammen, uden nogen andre havde en anelse om hvad der foregik. Jeg tog hjem derfra ud på aftenen med en god følelse, der var ingen grund til at bekymre flere mennesker med dagens hændelser. Næste morgen vågnede jeg op med den mærkeligste følelse i kroppen. Jeg bad Casper blive hjemme og tage med mig på sygehuset, hvilket jeg er usandsynlig glad for. Min fars situation var forværret og jeg sad på sygehuset i 13 timer den dag. Ud på eftermiddagen blev det endnu værre og jeg måtte ringe til min søster, moster og mor på Gran Canaria. En beslutning der blev meget vigtig. Min søster kom med det samme – det gør hun altid når jeg behøver hende – vi sad sammen, snakkede og grinede endda lidt. Få timer efter måtte jeg trække i den røde snor og løbe efter hjælp, alt gik så stærkt. Min søster var sej, hun fik alt med hvad lægerne sagde – jeg græd som en hysterisk. For at gøre en lang historie kort, så blev dette den længste og frygteligste dag i mit liv.
Min mor måtte flyves hjem fra Gran Canaria. Min søster, Casper og moster var der – i timerne hvor vi intet viste. Min elskede far blev kørt på intensiv i fuld narkose efterfulgt af læger og iltapparater. Han blev lagt i koma og mit hjerte knustes i en million stykker. De næste uger var ulidelige. Vi vidste ingenting, frygten for om han nogensinde ville vågne op igen nagede i mig døgnet rundt og jeg var så sårbar.
Men min far klarede det, det samme gjorde vi andre. En skøn dag sidst i februar vågnede han op og efter mere end 5 uger blev jeg den, der måtte hente ham hjem efter et langt forløb.
?
I marts tog Casper og jeg hinanden i hånden og dragede på eventyr. En rejse jeg havde glædet mig til i månedsvis. Vi kunne se frem til to fantastiske uger i New York! Jeg har aldrig nogensinde følt mig så heldig og over rumplet af fantastiske følelser. Alt var så storslået, at jeg flere gange troede jeg drømte. Jeg har forelsket mig i New York og alle byens muligheder. Mit mål for 2017 er, at vi skal vende tilbage dertil. Heldigvis deler Casper og jeg denne drøm, så mon ikke der venter et gensyn med USA og byen der aldrig sover?
15823377_1104870839623974_3733571445096914431_n15823313_1104870942957297_7716764653548937104_n15823035_1104870976290627_5892231016401756780_n15822778_1104871079623950_4706282429922824284_n  15781710_1104870846290640_2194771427214652997_n15781714_1104871119623946_3757436115512008541_n
Det blev to uger med de vildeste oplevelser og øjeblikke jeg aldrig vil glemme. Nogle af mine absolutte highlights har været at se New York med sine millioner af lys fra toppen af Rockefeller Center sent på aftenen, at sejle rundt om Manhattan og cykle i Central Park. Det var vildt at opleve NBA, gåturen over Brooklyn Bridge og ikke mindst synet fra toppen af den vestlige verden; One World Observatory. Det nye World Trade Center og USAs nye symbol på frihed. Det bedste af alt var dog, at jeg kunne opleve det med Casper.
15781578_1104870816290643_3986911926193988055_n15781261_1104870972957294_813679773336587250_n15741245_1104870706290654_4588317345355626607_n15741222_1104870716290653_7702728974638906495_n15740998_1104870932957298_7725280505296132362_n15740967_1104870792957312_6682745436950939982_n
Året har budt på flere rejser og ture. Først var vi i Hamborg med min skønne svigerfamilie, her så vi min svoger spille Final4 og hyggede os en hel weekend. I efteråret gik turen til Berlin for at se min anden svoger løbe Maraton. Her havde vi ligeledes en fantastiske weekend med svigerfamilien. Ind i mellem tog vi turen sydpå, tilbage til dét sted, hvor jeg har de bedste minder og aldrig stopper med at elske. Nemlig Union Lido ved Italiens Adriaterhavskyst. Her har jeg været 20 gange med mine forældre og jeg håber en dag, at jeg kan bringe mine børn til samme sted og give dem fantastiske sommerminder år efter år. Vi rejste med mine forældre og et eller andet sted, så var det enormt vigtigt for mig at gense dette sted med min mor og far oven på årets tidligere hændelser.
15673072_1104870692957322_7007548435167902536_n15781542_1104870639623994_7107096655777358228_n15822693_1104870476290677_5603453752326472014_n15781613_1104870549624003_2472530004666638941_n15747791_1104870522957339_3613781480469872093_n15741301_1104870529624005_2444829077666725429_n
2016 blev også året hvor jeg fyldte 25 år og Casper blev 30. Derfor blev der holdt fødselsdage til den store guldmedalje. Jeg gav Casper en rejse til München, hvor jeg har delt min store passion og kærlighed for byen med ham. Vi hyggede os, juleshoppede og så Champions League fodbold på Allianz Arena. Jeg er kæmpe Bayern fan og den klub har en betydning for mig, som ikke er nødvendig at sætte ord på herinde.
15781177_1104870319624026_1565401939271035905_n15741093_1104870309624027_5103130995661530455_n
Men som 2016 lakkede mod enden, da begyndte min far atter at få det dårligt. Det har været et år præget af konstant sygdom og jeg har så inderligt ondt i hjertet over det. Jeg ønsker mine forældre alt det bedste i hele verden, at se dem have ondt og være bekymrede er ikke noget et barn kan ønske. Jeg elsker hele min familie ubeskrivelig højt og det vigtigste jeg har lært i år er, at vi skal værdsætte tiden vi har med hinanden. Før vi ser os om er det forbi. Der er ingen grund til at skændes eller være uvenner, faktisk har jeg ikke haft én eneste uven siden min fars første indlæggelse. Livet er for kostbart og dagene kommer aldrig igen.
?
2016 blev året hvor jeg gjorde op med et langt sygdomsforløb. Jeg har fået et fantastisk arbejde og jeg er taknemmelig hver eneste dag jeg vågner, kan hoppe i tøjet og kysse min familie farvel. Jeg arbejder i et skønt miljø og jeg er evig-glad for min spontanitet til at søge den stilling. Det er så symbolsk for mig, at arbejde med noget så glædeligt som små nye verdensborgere og deres forældre. Det er livsbekræftende og bringer smil på mine læber hver dag. Apropos babyer…
15822774_1104870636290661_5332773556249302827_n15823257_1104870446290680_756099302208974157_n15823713_1104870449624013_101863787765627804_n15822764_1104870399624018_6276822434715771298_n
Så har 2016 også budt på glade sygehus besøg. Besøg vi har glædet os til i månedsvis. Da vi gik ind i 2016 vidste jeg godt, at jeg havde en lille ny niece på vej og derfor skulle være moster for tredje gang. En titel jeg elsker. Jeg er min søster så taknemmelig for, at hun har beriget mit liv med tre guldklumper. Alberte kom til verden den 24. maj og har siden tildelt sin moster og onkel masser af smil og beriget vores liv med glæde.
?
2016 skulle vise sig at byde på endnu en familieforøgelse. Min skønne svigerinde og svoger løftede i marts sløret for, at der var et lille vidunder på vej. Det var en ganske særlig følelse, da min svigerinde den 11. november vækkede os med et billede af vores lille engel, Laura. De seneste syv uger har været magiske på grund af hende. Jeg har taget titlen som tante til mig, for en tante behøver ikke være skrap – man kan sagtens være mindst lige så fantastisk en tante, som man kan være moster. Faktisk føler jeg mig ekstremt heldig og beæret over at have fået den plads i Lauras liv, som jeg har. Vi er ikke relaterede af kød og blod, som jeg er med mine tre øvrige guldklumper. Men vi har et kærlighedsbånd, præcis som jeg har til hendes forældre og det vil jeg aldrig undvære. I det hele taget ønsker jeg ikke at undvære nogen i familien. Jeg er så heldig at have den skønneste familie og den dejligste svigerfamilie. Familien kommer først, uanset hvad og uanset hvornår.
15823170_1104870609623997_8859441149241855386_nJeg vil runde dette indlæg af, det er vist allerede blevet lidt for langt. Hvis du har læst med til nu, så er jeg virkelig taknemmelig. Jeg er taknemmelig for hver og en af jer, der følger med herinde og på Instagram. Til de af jer, der tager fat i mig når vi ses og til dem der skriver. I er fantastiske og i gør hver dag meget bedre. Præcis som vores to pelsdyr, Enzo og Balou. Årets sidste billeder er så småt taget, det ene med årets seneste ægte smil. Juleaften faldt min far om, jeg måtte ringe 1 1 2 igen og se ham blive kørt afsted. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg i år skulle holde jul uden mine forældre – men heldigvis, så har jeg en svigerfamilie hvor døren altid står åben. De bød mig velkommen og lod mig fejre juleaften hos dem, på trods af tårer og vrede. Så blev det en dejlig aften og jeg grinede hele vejen rundt om juletræet. Jeg er heldig!
Min far er indlagt og det skal han være den næste tid, men jeg forsøger at bevare min optimisme og se det positive i tingene. Jeg er heldig vi kan snakke og grine. Men heldigst fordi jeg har nået at fortælle ham mere end 100 gange i år at jeg elsker ham. Jeg lægger ikke skjul på min kærlighed til familien længere, for tænk hvis jeg ikke når at få det sagt en dag.. Så vil jeg fortryde for evigt ?
15726656_1104870276290697_8939003250360975849_n15726746_1104870396290685_896970825322249729_n
Brug årets sidste dag på at fortælle hvor meget du holder af dine nærmeste. Smil og nyd hvert eneste tilbageværende sekund af 2016. Før vi ser os om er det slut og 2017 banker på døren..
skaermbillede-2016-12-30-kl-18-53-14.. jeg ved endnu ikke hvad du vil bringe, men jeg ved at jeg kan klare det. Uanset hvad du kan byde på, så har jeg modet og viljen til at smile. Jeg vil ikke have det store forventninger eller mål, jeg vil bare være glad og sætte pris på nuet og dem jeg elsker, hvis i læser med – så håber jeg ikke i er i tvivl om hvem i er ? Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende nytår. Endnu engang tak for i år!

   

3 kommentarer

  • Helle Rick

    Flot indlæg og jeg ønsker dig og din familie et godt nytår 2017.
    “There is a crack in every Thing. That is were the light gets in.
    L. Cohen”.
    GODT NYTÅR

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone B

    Hvor er det fint skrevet, sidder s.. her og fælder en tåre. Mit 2016 har været et godt år, det bedste i mange mange år, og måske derfor bliver jeg lidt rørt af det du skriver, for dit 2016 har været lige så turbulent som mine 2013-2014 og 2015, håber for dig at du kan “nøjes” med et enkelt skidt år, 3 år i træk er simpelthen for opslidende 🙂
    Godt Nytår til dig og dine
    Kh Lone

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva Jørgensen

    Tak for dette fantastiske indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Back to basic