Vægttab og bedre selvtillid

Om at ønske sig dyrt design

Det handler først og fremmest om at finde den ene ting man ønsker sig og derefter om at spare sammen. Vi kender det vel alle sammen, det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Uanset hvilken interesse man har eller hvilket beløb der står på kontoen, så tror jeg der altid er noget man ikke bare lige går ud og køber. Vi vil også prioritere forskelligt og have vidt forskellige ønsker. For mit vedkommende er der to ting jeg sparer sammen til, rejser og design til boligen. Jeg bruger nærmest ingen penge på mig selv, slet ikke på tøj. Jeg er blevet bedre til at købe makeup, men det er stadig ikke noget jeg bruger flere hundrede kroner på hver måned.
Derimod elsker jeg at købe ting til boligen, jeg finder det meget naturligt og det er noget jeg oprigtig kan glæde mig over længe. Hvis jeg tænker to år tilbage, så købte jeg tit noget halvbilligt bras og lavede nogle ting selv, men det er jeg gået væk fra. Ind i mellem finder jeg stadig små fine nips i Søstrene Grene og er kreativ, men der er længere tid i mellem. Grunden til det er, at jeg i stedet forsøger at spare. Jeg er kommet til et punkt hvor jeg i vores stue kan slappe af, sænke skuldrene og bare nyde at være i rummet. Jeg er tilfreds med største delen af elementerne i indretningen og det har givet mig en ro. I stedet for at styrte ud med hovedet under armen hver eneste måned og købe mig fattig i små-interiør der ender som fyld, så er jeg blevet bedre til jævnligt at rydde alt. Med det mener jeg, at jeg rydder alle hylder, borde, vindueskarme og reoler – jeg samler alle mine fine ting på spisebordet. Derefter støver jeg af og så flytter jeg alle tingene til nye pladser. På den møde føles det faktisk som om, at man har været ude at købe en masse nyt.

Men når det så er sagt, så er det et led i min spareplan. Hvis jeg ikke satte de grænser for mig selv, så købte jeg nyt fra By Lassen, Kähler, &Tradition og alle de andre lækre mærker hver eneste måned, men det er ikke nødvendigt. Jeg har virkelig begrænset mig de seneste måneder, fordi jeg gerne vil have noget at ønske mig til min fødselsdag i august, samtidig med vi brugte mange penge på turen til USA og også gerne ville rejse endnu engang i 2016. Men der er også en helt anden grund til det, nemlig fordi jeg gerne vil bruge mine penge fornuftigt og på designs, der forhåbentlig holder de næste 25 år. Jeg har senest investeret i to VP1 lamper til vores spisebord, dog er de endnu ikke nået frem, når de er vil jeg selvfølgelig vise jer dem. Men næste ønske på min liste er spisebordsstole.  Jeg er rigtig træt af dem vi har og jeg har længe drømt om nye, men selvfølgelig går jeg ikke bare ud for at købe seks designerstole. Det første skridt i processen er nemlig at at udvælge den helt rette model og før jeg er 100 % sikker bliver der heller ikke købt nye stole.
Skærmbillede 2016-06-04 kl. 17.26.45Jeg har tre designs på ønskelisten. Den første er Wegners Y-stol, den anden er Dråben af Arne Jacobsens og den tredje er TAC fra Andersen Furniture. Det er rigtig svært at vælge, primært fordi Casper og jeg absolut ikke er enige i, hvilken model der skal stå om bordet herhjemme. Dog er vi enige om, at det skal være seks ens.
Lad os starte med Caspers favorit, The Andersen Chair. Vi har allerede én af disse stole, som jeg bruger i kontoret. Stolen er virkelig lækker og den passer super godt ind herhjemme, dog er det ikke min drømmestol. Det må jeg ærligt indrømme, selvom jeg godt kan se, at den ville være et perfekt match til stuen. Det tænker jeg dog også, at min favorit vil være. Jeg hælder nemlig rigtig meget til Wegners Y-stol. Jeg har egentlig altid været vild med modellen i sortmalet bøg, men jeg må erkende den ville larme for meget i vores nordiske indretning. Derfor har jeg kastet min kærlighed over den hvidmalede. Jeg kan godt regne ud, at det bliver en lang spareproces hvis vi skal have seks Y-stole og derfor har jeg også et alternativ på min ønskeliste. Jeg synes nemlig at dråben er utrolig smuk. Personligt synes jeg, at den kunne være et fint kompromis. Den hvide model tiltaler mig mere og mere, og jeg må indrømme den har samme wow-effekt på mig som Y-stolen. Jeg synes designet er unikt, stilen er minimalistisk og stolen emmer af personlighed. Den eneste grund til jeg altid har tænkt på Y-stolen, er egentlig fordi jeg har beundret Wegner lige så længe jeg kan huske.

Jeg ved endnu ikke hvilke stole vi ender med og jeg har ingen idé om, hvornår den første eller for den sags skyld, den sidste lander herhjemme. For mig er det en proces. Det er okay at spare og erkende, at man ind i mellem må spare og vente tålmodigt på noget man ønsker sig. På den måde bliver det også endnu mere værd, sådan er effekten i hvert fald på mig. Med det her indlæg ønsker jeg egentlig at tydeliggøre, at jeg ikke bare køber hvad som helst. Der er en mening og betydning bag hvert enkelt design i vores indretning. For mig er det vejen til en personlig indretning og det der skaber et hjem.

1364925426475315170516

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vægttab og bedre selvtillid