FARS DAGS KONKURRENCE

Nyd nuet, det kommer ikke igen: Student 2016

Sidste år omkring samme tid åbnede jeg op for et meget personligt emne. Det var svært at skrive, men som vi nærmer os juni og invitationerne til de første studentergilder lander i postkassen, så opstår klumpen atter i halsen. Derfor vil jeg prøve igen.. Endnu et år er gået og jeg har stadig ikke tilgivet mig selv for, at jeg har ødelagt det der skulle være den bedste tid i mit liv. Jeg er flov, jeg er bitter og jeg har dårlig samvittighed overfor mig selv om dem jeg virkelig holder af.
Da jeg blev student i 2011, var jeg ikke mig selv. Jeg er faktisk i tvivl om jeg overhovedet var et halvt menneske. Jeg klarede eksamen fint, jeg fik huen på med et 12 tal, hele verden burde egentlig være åben for mig. Men jeg var ikke glad, jeg havde intet at glæde mig til og det eneste jeg følte var en kæmpe angst. Det er forfærdeligt at sætte ord på, men det er også vigtigt for mig. For hvis bare én af mine læsere vil nyde sin studentertid eller en forældre vil vise deres barn dette indlæg. Så har jeg nået mit mål.
Jeg har valgt at skrive dette indlæg for at inspirere jer, der snart bliver studenter. Indlægget er lavet for at inspirere jer, jeres forældre og gæster, der kan være i tvivl om hvad man giver de ny udsprungne studenter. Jeg vil gentage mig selv fra sidste år: Hvis jeg blev student i år, havde jeg ønsket mig helt andre ting, end jeg gjorde tilbage i 2011.


Det her er mig tilbage i 2011. Billedet er taget den dag jeg fik min hue på. Jeg ser glad ud, ikke?
Sandheden er desværre bare en helt anden. Jeg burde have mærket den glæde og stolthed helt inden i, men i virkeligheden havde jeg grædt flere timer inden dette billede blev taget. Jeg festede ikke med mine ellers søde klassekammerater, jeg havde ikke inviteret min familie og veninder til en stor fest og jeg deltog faktisk kun i én eneste af slagsen. Jeg burde have grint, sunget og danset natten lang, jeg burde have taget imod indbydelserne fra dem der oprigtigt ønskede mig til deres fester og have vist dem, at de betød noget for mig. Det gjorde jeg ikke. Jeg havde min hue på tre gange. Jeg har ikke kunne kigge på den siden, fordi jeg skammer mig. Jeg forstår den dag i dag ikke, hvordan jeg kunne lade et menneske tage al min livsglæde fra mig og hvordan det kunne ske. Jeg forstår ikke det kom så vidt, og samtidig kan jeg ikke forstå at nogen i hele verden kan få sig selv til at behandle et andet menneske så dårligt, som det jeg blev udsat for. Der er ikke meget tilbage at sige andet end “hold op hvor har jeg været naiv”. Jeg har lært at leve med, at jeg misbrugte mine gymnasie år – jeg kan ikke gøre det om alligevel. Det jeg er oprigtig ked af er, at jeg fem år senere stadig er påvirket af den psykiske terror jeg var udsat for og til sidst nærmest opgav at kæmpe imod. Jeg melder stadig fra til alt jeg kan slippe afsted med og sidder tilbage og fortryder. Det river mig i stykker inden i og jeg ville ønske jeg bare kunne sige farvel til fortiden og leve mit liv fuldt ud, men der er noget inden i, som jeg endnu ikke har fået bearbejdet. Jeg er stadig bange for at komme ud. Mest af alt frygter jeg, hvad mine jævnaldrende mon tænker om mig. Jeg kigger dem aldrig i øjnene, faktisk ser jeg ned i jorden og håber et øjeblik, at jeg kunne være usynlig når jeg en sjælden gang i mellem ser én af dem jeg kendte dengang. Jeg er så flov over mig selv, og jeg tør ikke engang tænke over, hvad de mon tænker om mig.

Sidste år fik jeg formuleret følgende: Min gymnasietid var ingen dans på roser, og jeg savner derfor i dag gode minder. De negative overskygger desværre en hel del af min glæde. Jeg fortryder bare, at jeg havde givet afkald på min egen lykke og ikke nød tiden i fulde drag med de mennesker der rent faktisk holdte af mig. Jeg holdte ikke den fest jeg burde, jeg fejrede ikke mine få nære veninder som de fortjente. Jeg lod mig tvinge til at blive hjemme, mens alle andre havde det sjovt. Jeg forbander det stadig fire år efter, højst sandsynligt også om fyrre eller halvtreds. Jeg havde faktisk fortjent at være lykkelig.

Jeg skal videre i mit liv, det ved jeg og hver dag er det lidt lettere. Jeg har fantastiske mennesker i mit liv, som jeg elsker ubeskrivelig højt. Jeg lærer for hver dag at åbne mig en smule mere, bekymre mig mindre og bare være tilstede. Det er ikke nemt, men jeg gør hvad jeg kan.
Derfor vil jeg igen i år opfordre jer til at nyde nuet! Lad ikke nogen som helst ødelægge dit liv og de bedste øjeblikke. For du får det aldrig tilbage. Lad være med at gå på kompromis med dig selv, vær i stedet stolt over det du har opnået. Når huen kommer på, åbner du døren til resten af dit liv. Hold den fest du har fortjent, inviter de mennesker der gør dig glad og ønsk dig nogle gode minder. Det ville jeg sådan ønske jeg havde gjort. For hvad kunne der egentlig være sket ved det? Måske var jeg blevet glad, lettet og fri meget før. Ønsk dig kun penge til oplevelser eller noget, som du ikke får råd til at købe de kommende år som studerende eller elev. Ønsk dig nogle få ting du altid vil forbinde med denne ganske særlige tid og som vil gøre dig stolt i fremtiden. Her er et bud på min ønskeliste, hvis jeg var så heldig at blive student i 2016.

Skærmbillede 2016-05-28 kl. 17.03.51Det vigtigste er bare, at du nyder hver eneste dag!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FARS DAGS KONKURRENCE